Dag 9: En Cloud Managers dagbog

Dag 9: En Cloud Managers dagbog

by -
0 271

Vi har bedt en kommunikationschef om at føre dagbog i en normal arbejdsuge. Mulighederne, truslerne, mulighederne for trusler, højdepunkterne, de sorte stunder og alle de uhyggelige situationer, som man aldrig hører om under oplæring.

Davide Docker: Journal d’un Cloud manager

Første dag tilbage på pinden. Jeg ved ikke så meget om Artie, og vi er nødt til at tale om Jimmy.

Hej, det er Dave her. Jeg er tilbage, som jeg vist fik forklaret i går. Jeg ville bare lige tjekke, at I ikke er automatiserede læsere (det er ikke noget at grine af – det gav mit arbejde til en bot, så hvorfor ikke?). Måske kan I huske, at de gav mig lidt tid til at … omkonfigurere mig selv efter nogle stressede episoder. Jeg kom til hægterne på et kursted, der bliver drevet af en højlydt fyr fra Dragon’s Nest – et tv-program med rituelle ydmygelser, der skulle forestille at handle om erhvervslivet.

Jeg må indrømme, at min gruppeterapi i vredesstyring ikke rigtigt hjalp. Fokus var helt forkert. Som jeg skrev i evalueringsskemaet, er det ikke min vrede, der er problemet, så øvelserne kunne jeg ikke bruge til noget. Det gjorde imidlertid terapeuten vred, så jeg måtte ændre alle mine vurderinger til fem stjerner og skrive, at “Fiona har lært mig sider af mig selv, som jeg ikke anede, at jeg rummede.” Såsom denne nye selverkendelse: Jeg er bange for emsige instruktører.

Min psykolog sagde, at jeg skulle skrive et brev til Artie og takke ham for at tage over for mig, imens jeg var væk (du tager pis på mig, troede jeg). Jeg er ikke så god til kommunikere med kunstige intelligenser, så det ville nok blive et svært brev at skrive.

Øvelsen var psykologisk motiveret, fik jeg at vide. For resten er jeg taknemmelig for, at Artie er god nok til at klare mit arbejde, men ikke dygtig nok til at erstatte mig. På en eller anden måde har vi fået skabt et produkt, der er kommercielt gangbart. Den perfekte ferieafløser. Uanset om du skal på barselsorlov, tager et sabbatår eller har et almindeligt sammenbrud, er det altid rart at vide, at éns vikar ikke kommer til at overtage ens job. Vores vikar-bots har indbyggede utilstrækkeligheder, mangel på social intelligens samt møgirriterende vaner, så ingen bryder sig om dem. Den automatiserede irritation er skabt for at sikre dit job og garantere, at du bliver modtaget med en “Velkommen hjem, Dave”-fest, når du vender tilbage. Vi skal have fundet et godt navn til den semi-kompetente automatiske vikar.

Apropos navne. Jeg har brugt min “nedetid” på at studere neurolingvistisk programmering. Du ved, NLP? Systemet, der kan omkode din hjerne, så du kan besejre dine blokeringer. Jeg har aldrig kunnet greje telekommunikation, og det skal man have tjek på som IT-manager i dag. Men nu har jeg knækket koden ved hjælp af NLP og skabt mig et nyt alter ego, der hedder Jim og er telekommunikationschef. Når jeg er Jim, er jeg en anden person og kan danse igennem blokeringer, der ville have stoppet Dave.

Ser du, Jim er en mand, der er stolt af at være en gammeldags telekommunikationschef, der er klar i mælet. Han går ikke op i prangende “software-defineret sludder.” Det er for de tøser, der skriver kode. Hvis du bad ham om at virtualisere sine netværksfunktioner,

ville han skære ansigt, lægge benene over kors og instinktivt klamre sig til sin router. Jim tilhører en tid, hvor switches, hubs og interne telefonlinjer handlede om hardware, og software var sekundære bagateller.

Tidligere ville man have kaldt ham en ukultiveret teletekniker. Du kender måske typen, der diskret flasher sin bagerste kavalergang over den posede buksebag, imens han bakser med telefonterminaler eller trækker kabler.

Eftermiddag. Jeg begynder at få Jim-mentalitet.

“Jim” (den person, som jeg er, når jeg administrerer telekommunikation) er aldrig stresset. Ved du hvorfor? Fordi jeg vælger den nemmeste løsning. Hvis jeg ser nogen som helst på mit kontor, der lærer nye færdigheder eller prøver at bevæge sig yndefuldt, får de med mig at bestille! Jeg er teletekniker – ikke balletdanser!

Det får alle at vide. Det er stadig sjovt, ikke? Vitser er som telefonsystemer. Du har kun brug for ét, og så kører det for dig. De skal hverken ændres eller opdateres. De bliver bare ved med at virke.

Jeg fortæller dig lidt om hemmeligheden bag min succes. Jeg lader mig ikke gå på af noget som helst. Hverken brugerne. Eller nye idéer. Og slet ikke det nymodens cloud-halløj. Jeg kalder sky-teknologi for varm luft.

Men grundlæggende synes jeg, at jeg er fornuftig og neutral. Jeg giver alle det samme svar: Nej.

Uanset om spørgsmålene lyder “kan du se, hvad jeg mener?”, “hvad nu hvis?” eller “kan jeg fange dig på Skype?”, er svaret altid det samme. Nej. Måske lukker jeg også øjnene og ryster let på hovedet. Men svaret er altid nej. Eller “non” eller “njet”, hvis vi skulle få et kontor i udlandet. Hvilket sjovt nok ikke er sket for virksomheden endnu.

Bare sig nej. Sådan holder jeg hovedet koldt. Og så er der altid tjek på tingene. Bevares, jeg kunne præsentere brugerne for alle mulige smarte funktioner og stadig have styr på det. Men det ville være hårdt arbejde. Jo, jo, “man tager ikke skade af at lave noget.” Men på den anden side har jeg ikke taget skade af at lade være.

Min nye personlighed er dog ikke blevet så godt modtaget. Nogle af brugere kalder mig Jim “Karma”. Hvorfor det? Fordi mine gerninger vil bestemme min skæbne i fremtiden. Hvad skal det betyde? Svar venligt med et postkort. Hvis du prøver Skype eller sms, spilder du din tid. De gamle metoder er bedst.

Nå, det var alt for nu – der er fodbold i fjerneren. Jim tror ikke på karma.

IT-chef hos Hapless Plc. Jeg blev headhuntet hertil på baggrund af min erfaring med IT-projektstyring hos SUIL. Hapless har over 700 ansatte med et bredt udvalg af IT-krav, lige fra administrationstunge brugere til datatunge designere. Virksomheden er meget teknologifokuseret, og de senioransatte ynder at holde sig ajour med de seneste IT-trends; jeg modtager lige nu rigtigt mange spørgsmål om “Flash” (GIV MIG STYRKE!). Jeg rapporterer til IT-direktøren. Jeg nyder de større omgivelser og det udvidede ansvar. Jeg ser frem til det næste projekt!